Mappo er Dharmaens endeligt

Tim Pallis

Ifølge Mahayana buddhismen er der 3 perioder i dharmaens udviklingshistorie. Den første periode er Shoho, den sande dharma, som begyndte ved Buddhas død og varede tusind år. Den anden periode er Zoho, den tænkte dharma, som ligeledes varede tusind år.

Vi befinder os nu i den tredie periode Mappo, dharmaens endeligt, som vil vare 10.000 år. Mappo er den degenererede forståelse af Buddhas dharma, som vi blandt andet møder i dagens Danmark.

Et godt eksempel på denne degenererede forståelse af, hvad buddhismen handler om, er en artikel i Samvirke fra maj 2004. På forsiden af bladet hedder det "Buddha jager stress bort. Danskerne bruger buddhisme og meditation til at dyrke sig selv."

Denne dosis new age buddhisme fører den nysgerrige ind i bladet til Markus Aggersbergs artikel "Fed fed lykke til alle." Det drejer sig om, at vi midt i den materielle velstand er kommet i åndeligt underskud, som den kristne kirke ikke kan opfylde.

Det er en sandhed med modifikationer, for der foregår parallelt med interessen for buddhismen også en ny interesse for kristendommens spiritualitet f.eks. for Fransis af Assisi (1181-1226) og andre kristne mystikere.

I en pluralistisk religiøs verden er det blot en temperamentssag eller smagssag om man vælger en kristen eller en buddhistisk meditationspraksis. At vælge den ene vej frem for den anden er ikke ensbetydende med, at der er noget galt med den anden.

Det moderne journalistsprog forfladiger unødigt dharmaen, når man som blikfang bruger ovennævnte udtryk for at fange den stakkels forbrugers interesse for sagen. Buddha jager ikke stress bort, men meditationspraksis kan ophæve stress symptomer og lære os en mere afstresset livsstil, men det er en bivirkning af praksis og har for så vidt ikke noget med dharmaen at gøre.

At bruge buddhisme og meditation til at dyrke sig selv er simpelthen forkert. Buddhisme såvel som alle andre spirituelle veje har absolut intet at gøre med at dyrke sig selv. Den japanske Sōtō Zen munk Dogen Zenji (1200-1253) sagde:

At studere Buddhas vej er at studere sig selv

At studere sig selv er at glemme sig selv

At glemme sig selv er at blive vækket af alle ting

Når du vækkes af alle ting

Er dit sind og din krop

Såvel som andres sind og kroppe faldet af

Ingen spor af vækkelsen bliver tilbage

Og denne sporløshed fortsætter uden ophør.

Det er temmelig underlødigt at skrive en artikel om moderne danskeres søgen efter erkendelse og kalde den "Fed fed lykke til alle". Alt det med lykke eller ej har ikke noget med buddhisme at gøre.

Ganske vidst er buddhistisk praksis en medicin mod menneskets eksistentielle kval, som er en følelse af den smerte og mangel ethvert menneske møder på livets vej. Buddhistisk praksis lærer os at leve med vor sorg og angst, således at vi kan bære livets ubærlige momenter.

Der er også udsigt til - gennem en særlig dybdegående træning og en særlig erkendelse - at komme frem til en situationstotalitet, hvor den personlige lidelse er ophørt. Men det har ikke noget at gøre med "Fed fed lykke til alle."

Det har snarere at gøre med, at fornemmelse for venlighed, medfølelse, glæde og sindsro bliver så prægnant i vore relationer til andre, at betydningen af ens egne frustrationer synes mindre vigtige.

I Samvirkes artikel interviewes den succesfulde markedsdirektør Jens Andreasen, som ”havde næsten alt” hvad et moderne menneske kan begære i materiel henseende. Alligevel var han ikke tilfreds - der manglede et eller andet. Se det lyder jo som en god begyndelse på en interesse for buddhistisk praksis.

Han mærkede nemlig et underligt savn: "Mit liv begyndte at blive kaotisk. Jeg var stresset og havde følelsen af at være to skridt efter mig selv. Jeg savnede et større formål med det hele og havde en trang til at få bedre styr på mig selv."

Det er klart at denne erkendelse er ensbetydende med den første af buddhismens fire ædle sandheder den eksistentielle kval. "Derfor begyndte jeg at interessere mig for buddhismen, og det har givet min tilværelse en helt anden ro," siger han.

Det lyder rigtig godt og glædeligt, skønt "savnet efter noget større" ikke lyder særlig buddhistisk, men snarere som den slags spirituel materialisme, der er meget udbredt i de alternative religiøse strømninger, og som er temmelig selv-fikseret.

Buddhisme er ikke at dyrke sig selv eller en personlig udvikling. Buddhismen kan således ikke bruges som "hjælpende hånd i jagten på sig selv."

Hvis man som spirituelt søgende ikke vil kalde det en søgen efter Gud, taler man ofte om at søge noget større end én selv. Buddhismen har ingen skaber-Gud, som har skabt alle ting. I stedet peger man imod det, der hedder buddhanaturen, som er alle tings egentlige natur.

Alle levende væsner er buddhanaturen. Det er også menneskets oprindelige natur, men det er ikke én selv, som adskilt fra alt andet. Hvad er det så? Hvis man ikke ved det, og derfor har en eksistentiel kval, må man søge, hvad det er. Men det er ikke det samme som at søge efter Gud eller noget større.

Leif Andersen er bestyrelsesformand i Karma Kadjy Skolen, som er det største buddhistiske trossamfund i Danmark med næsten 1200 medlemmer.

Det er et imponerende tal, når man tager i betragtning, at ”Buddhistisk Forum” ikke engang havde 200 medlemmer, og at de fleste buddhistiske meditationsgrupper i landet blot har 5-10 personer, der kommer til deres ugentlige meditationsaftner.

Jeg synes det er lidt vel flot, når Leif Andersen siger, at "tidligere var buddhismen ofte tæt knyttet til bevidsthedsudvidende stoffer. Heldigvis er det ikke længere derfor, folk søger religionen.... i dag appellerer buddhismen i høj grad til folk, der har check på sig selv.... de åndelige budskaber bed først og fremmest på landets unge hippier, der i en cocktail af stoffer og buddhistiske mantraer fandt deres egen form for højere sandhed."

Leif Andersen behøver vist ikke at gøre sig bedre end de syrehoveder i tresserne, som læste Huxley, Herman Hesse, Den tibetanske Dødebog, Allan Watts og Tao Te Ching og blev dybt fascineret af et livssyn, som på en eller anden måde kunne bygge bro mellem syretrippets ”muntre kosmologi” og den velkendte verden. Jeg tror ikke grundlæggeren af Karma Kadjy Skolen Ole Nydahl ville sige tingene på samme måde som Leif Andersen.

Mennesket har altid haft ondt i sjælen og enhver ved, at materiel velstand er bedre end fattigdom, både når man har ondt i sjælen, og når man har ondt i kroppen. Men penge er jo ikke alt og gode pekuniære forhold løser ikke alle vore eksistentielle kvaler. Det erfarede også Siddhartha Gotama før han gik hjemmefra for at blive munk.

Fremtidsforskeren ved Institut for Fremtidsforskning Johan Peter Paludan er bestemt ikke nytænkende, når han som en anden pladder-psykolog siger: "Derfor kigger vi indad som aldrig før og piller os selv i navlen for at finde svarene på de store spørgsmål."

Det er den slags svar, man ofte hører i kulturdebatten, og det hjælper vel ikke at sige, at nok skuer den mediterende indad, ikke for at lede i sit kaotiske bevidsthedsindhold, men for at opdage den rumlige vågenhed og det nuvær, som er opmærksom på alle ting i denne verden af godt og ondt.

Det bliver sandelig ikke bedre af, at forfatteren til artiklen i Samvirke Marcus Aggersberg oser videre i samme spor som fremtidsforskeren med følgende svada: "Den asiatiske religion lever i høj grad af selvfokusering. Buddhismen er en evig søgen efter det enkelte sinds uanede muligheder. En lykkejagt i sin reneste form.... Fokus er udøveren selv, og målet er at blive sin egen Gud. Sin egen Buddha."

Hvor er det dog nemt at gøre sig klog på, hvad den praktiserende buddhists mål er og servere sin uvidenhed for den taknemlige læser, som ikke har en kinamands chance for at vide, hvad der er det egentlige budskab. Jeg vil gerne aflive den myte, som her fremstilles af Johan Peter Paludan, at vi pludselig har fået overskud til at realisere os selv, selv finde svarene og skabe vort eget livsindhold.

Det går altså ikke at lave en new-age psykologisering af buddhismen. I buddhismen er der intet ”selv” at realisere, og ligesom i den luthersk evangeliske tro er der absolut ingen fortjeneste at opnå. Den følelse af mangel, som motiverer én til at praktisere meditation, må udforskes i bund og grund, for at opdage hvorfra den kommer. Og da denne opdagelse næsten ikke kan udtrykkes, nøjes buddhister med de små midler som følgende digt:

Vand i sig selv har ingen lyd,

Løber det på en sten

Klukker det!

Den Zen buddhistiske trosbekendelse siger:

En særlig formidling udenfor skrifterne

Ikke afhængig af ord og begreber

En direkte pegen på bevidsthedens væsen

At se den egentlige natur og blive en buddha.

Det at opdage bevidsthedens væsen og dermed se sin egentlige natur og blive en buddha er ikke det samme som at realisere sig selv, at blive sin egen Gud, sin egen buddha. Det er helt fundamentalt i buddhismen at erkende, at vi ikke har en personlig identitet. Dette kaldes anatman, som betyder intet selv.

Der er aktiviteter (karma) og de fortsatte virkninger af aktiviteterne. Aktiviteter finder sted, men der er ingen aktør. Der er lyden af en stemme og ekkoet af den kommer tilbage.

Når man i buddhismen taler om bevidsthedens væsen, den egentlige natur eller buddhanaturen, er der derfor ikke tale om at finde "det enkelte sinds uanede muligheder." Dette har nemlig noget at gøre med ens personlige psykologiske reservoir, og det interesserer terapeuterne, fordi de beskæftiger sig med personlig udvikling.

Men det er slet ikke denne side af menneskets natur, som den praktiserende buddhist beskæftiger sig med. Den buddhistiske træning går i stedet ud på, at ophæve splittelsen mellem den enkelte og hans omverden. Det drejer sig om at helbrede denne splittelse og erkende, at der ikke findes noget selv i modsætning til en omverden.

Det, vi kalder selv og omverden, er blot begrebslige abstraktioner af én eneste virkelighed, som vi altid har været identisk med. Vi mangler i virkeligheden ikke noget som helst. Vi har været det hele lige fra begyndelsen. Vi er stadig i paradisets have eller i nirvana, men har glemt det, fordi den refleksive selv-bevidsthed er vågnet i os på et tidspunkt mellem babystadiet og barnestadiet.

Jeg underkender bestemt ikke, at Jens Andreasen og mange andre danske buddhister har fundet nogle redskaber til at opnå en større balance i livet. Jeg rejste selv i 1969 til Japan med et angstproblem for at finde en zen mester, som kunne give mig nogle konkrete meditationstekniker, der kunne befri mig for min neurotiske angst. Jeg ønskede at blive fri.

Det min første, daværende zen mester Sohaku Kobori (1918-92) sagde var, at frihed er en illusion, alt det med frihed og afhængighed har ikke noget med zen at gøre. Så vidste jeg, at han havde noget, som jeg behøvede at lære. Men det tager tid at lære - der kan gå år, mange år og buddhistisk praksis viser sig hen ad vejen at tage et helt liv.

Det er ikke ualmindeligt, at den seriøse praktikant bruger 20 til 30 år af sit liv i nær tilknytning til en zen mester før denne godkender hans forståelse af dharmaen, som indbefatter, at vedkommende også har integreret sin indsigt i sit daglige sociale liv. Det er ikke så let skulle jeg hilse at sige.

Derfor er jeg ikke enig med religionshistorikeren ved Center for Multireligiøse Studier ved Aarhus Universitet, Jørn Borup, når han siger, at buddhismen er utrolig nem at tage til sig. Der er ganske vist ikke noget krav om asketisk livsstil indbygget i religionen, men der er alligevel mange, som er så seriøse, at de vælger den asketiske vej for en rum tid.

Der er heller ingen mådeholden livsstil indbygget, siger han. Nå ikke? En umådeholden livsstil er i hvert fald ikke spor befordrende for en buddhistisk livsstil. Selv om det er relativt, hvad der er mådehold og umådehold, så har buddhismen dog en lære, om hvad der er karmisk sundt eller karmisk usundt med hensyn til ens praksis, det hedder kusala og akusala på sanskrit.

Jeg synes det er vigtigt for dharmaens skyld at fremhæve, at der er en anden seriøs vej i buddhismen end den overfladiske praksis, som visse livsstils hungrende mennesker både i Amerika og Danmark dyrker, hvor det foregår på egne præmisser, og hvor man selv bestemmer farten og ikke føler, at man behøver at ændre sin livsstil. Buddhisme er ikke en trend.

Man behøver ikke at være puritaner eller bigot, men det er en degenerering af dharmaen i Mappo tidsalderen, at det nu er blevet cool at meditere, fordi man har fået overskud til det. Det er lidt morsomt at sige som Jørn Borup, at buddhismen er blevet et stykke religiøst modellervoks, der kan formes efter behov.

Det lyder som om, det er ganske svært for moderne mennesker med god baggrund at slippe børnehaven, fordi de alle engang har været institutionsbørn og har været eksponeret til en socialkonstruktivistisk pædagogik. Jens Adreasen ender artiklen med at sige: Buddhismen er den ideelle religionsform for mig. Jeg har ikke afgivet noget for at blive buddhist. Jeg har tilføjet noget. Noget større.

Nu forstår jeg bedre hvor de vil hen! Dette er Mappo – dharmaens endeligt! Det har helt sikkert intet med buddhisme at gøre. Buddhismens vej er at tilføje en enkelt lille praksis til sit liv. Hvis denne praksis følges enfoldigt og vedvarende åndedræt efter åndedræt, afskærer den alt, hvad man har lært, og alt hvad man ikke har lært. Til sidst bliver der ingenting tilbage. Når denne tomhed vågner som en nådegave, kan man for første gang sige:

Rund som det store bevidsthedsrum

Intet at tilføje - Intet at fjerne.